Helt vildt

Der går ikke en dag uden at jeg finder noget nyt i haven for tiden. Noget er nok bevidste udplantninger fra de tidligere ejere, men meget er også resultatet af dels en gammel have, dels de tidligere ejere der ikke ser ud til at have gjort meget ved haven de 10 år de har haft den.

Så nu har jeg glæden af det som mange vil kalde ukrudt, men som jeg glæder mig over som velkomne beboere i haven, i hvert fald for langt langt de fleste. Zonen ‘Vilde planter og ubudne gæster’ vokser, med det nyeste medlem en sindsyg flot gul valmuesøster som jeg fandt i et delvist tilgroet bed i forhaven og mellem overgroede fliser.

Nogle af planterne vil jeg blive nødt til at tage en slåskamp med og begrænse. Det gælder nok mest Svaleurt og Stinkende Storkenæb der viser sig i mængder i næsten samtlige bede. Og selv om jeg holder meget af mælkebøtter som får lov til at være i fred for det meste, så kan jeg se at de absolut ikke har været holdt nede i meget lang tid. Så jeg vil nok snart kravle en tur rundt i haven og decimere dem.

Zonen med ‘de vilde’ indeholder netop nu:

  • Almindelig tusindfryd, Bellis perennis
  • Burresnerre, Galium aparine
  • Dansk Arum, Arum alpinum ssp. danicum
  • Gul Lærkespore, Pseudofumaria lutea
  • Gyldenris, Solidago virgaurea
  • Have-Guldnælde, Lamium galeobdolon ssp. argentatum
  • Hulrodet Lærkespore, Corydalas cava
  • Kost-Fuglemælk, Ornithogalum angustifolium
  • Løgkarse, Alliaria petiolata
  • Snerle (ved endnu ikke hvilken)
  • Stinkende Storkenæb, Geranium robertianum
  • Stor Konval, Polygonatum multiflorum
  • Stor Nælde, Urtica dioica ssp. dioica (denne har jeg dog selv importeret fra mine forældres have)
  • Svaleurt, Chelidonium majus
  • Valmuesøster, Meconopsis cambrica

Og så alle de andre som mælkebøtte og skvalderkål som ikke lige er kommet med endnu.

Aurora-han på Løgkarse. DERFOR skal de vilde planter prioriteres i haven.
Aurora-han på Løgkarse. DERFOR skal de vilde planter prioriteres i haven.
Gul Valmuesøster.
Gul Valmuesøster.
Almindelig Tusindfryd.
Almindelig Tusindfryd.
Gul Lærkespore.
Gul Lærkespore.
Kost-Fuglemælk.
Kost-Fuglemælk.
Have-Guldnælde.
Have-Guldnælde.
Stor Konval.
Stor Konval.