Nærbilleder i fokus
Med de rigtige værktøjer kan man få en god dybde i sine nærbilleder.
Et problem ved makrofotografering er den ringe dybde, man får i billederne. Generelt kan man sige at jo tættere på man går, jo mindre dybde er der i billedet. Og med mange motiver mister man så den visuelle dybde i objektet.
En løsning er at tage en stribe billeder af samme motiv, hvor man for hvert billede ændrer en lille smule i billedets fokus. Så kan man efterfølgende bruge et værktøj som Adobe Photoshop, og fra hvert billede udvælge de bedst fokuserede områder fra hvert billede, og til sidst samle det hele i ét billede.
Resultatet er færdige billeder med langt bedre dybde og mere af objektet i fokus.
De to billeder her under er eksempler på dette. De viser knopper fra henholdsvis Allium ‘Mount Everest’ (Nikkor 105mm, 1/40s, f/6,3) og Orientalsk Valmue ‘Coral Reef’ (Nikkor 105mm, 1/60s f/10), og er hver især sammensat at 6 billeder, taget med minimal forskel i fokus. Resultatet er ganske vildt.